Franske chokolademakroner

Sådan laves makronerne (ca. 32 stk.)
150 g mandler
100 g mørk 70% chokolade
275 g flormelis
4 æggehvider

Mal mandlerne til mel i foodprocessor/minihakker. Gør det samme med chokoladen — nemmest når den er køleskabskold. Bland mandelmel, “chokolademel” og flormelis i en røreskål.
Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i mandel-chokolade-sukkerblandingen med en dejskraber, til massen er blank og helt jævnt blandet. Den skal falde helt sammen.
Sæt makronerne — med en teske — på en bageplade med bagepapir i ensartede cirkelformede toppe på ca. 4 cm i diameter.
Bages ved 180 grader i ca. 10 minutter.
Afkøl makronerne inden bagepapiret fjernes.

Sådan laves chokoladecremen
100 g mørk 70% chokolade, hakket
1 dl piskefløde

Varm langsomt fløden op til kogepunktet i en kasserolle. Kom chokoladen i en skål og hæld den varme fløde op i skålen lidt efter lidt, så chokoladen smelter. Rør til massen er helt jævn og blank. Afkøl chokolademassen i stuetemperatur. Pisk massen cremet og luftig med et piskeris. Læg cremen mellem to makroner og sæt dem køligt — dog ikke i køleskab.